03.12.14-G01-1-26, Hjørring Kommune
Resumé
Sagen omhandlede, hvorvidt udlejer skulle pålægges at rejse en sag om at gøre underboens lejemål betinget. Beboerklagenævnet fandt ikke grundlag herfor, da udlejer havde handlet konsekvent og rettidigt.
Uddrag af afgørelsen
Beboerklagenævnet behandlede sagen og traf følgende afgørelse: Beboerklagenævnet vurderer ikke, at der er grundlag for at pålægge udlejer at rejse en sag i Beboerklagenævnet om, at gøre lejers underboes lejemål betinget jf. Almenlejelovens § 82. Beboerklagenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at udlejer, efter Beboerklagenævnets vurdering har handlet konsekvent og rettidigt i forhold til de henvendelser omkring underboens adfærd, som lejer har rettet til udlejer. Udlejer har efter Beboerklagenævnet vurdering kunne redegøre for de påmindelser, som de har afgivet i sagen. Beboerklagenævnet har ved afgørelsen tillagt det en vis betydning, at parterne har meget modstridende forklaringer omkring de faktiske forhold. Denne afgørelse er truffet i henhold til Almenlejelovens § 83.